Proud and scared

Jeg har verdens sejeste kæreste! Så er det sagt. Tænk at kunne bryste sig af at være revolutionær rapper – det gad jeg i hvert fald godt. Og tænk sig, hver dag at skulle kigger sig en ekstra gang over skulderen, for at tjekke om sikkerhedstyrkerne er fulgt efter en. Det er skræmmende, men hvor har jeg meget respekt for det han gør – at sætte ord på den undertrykkelse Egypterne lider under og bruge hip-hop’en som talerør.

Hvor meget jeg end ønsker ham og hans band succes, ligeså meget skræmmer den succes mig. For jo mere opmærksomhed de får, jo større risiko er de også udsat for. For hvis folket kigger med, kan man være sikker på, at præsident Sisi også kigger med. Og han står ikke just øverst på popularitetslisten, hos min kæreste og hans kammerater.

Men det er skisme sejt, at man tør stå op imod de store magter, når der er brug for det. De rapper for folket og er, ifølge dem selv, de stemmeløses stemme. Det er inspirerende og modigt, og gør mig så pokkers stolt! Ingen fingrer imellem eller jantelov her. Tænk at turde sige alt det, de andre ikke tør sige, med farer for at blive fængslet, tortureret eller dømt til døden. Man bliver muligvis ikke rig af at lave den her slags musik, men det er jo netop hele pointen, at det er hip-hop for folket. Det er folkets stemme! Ikke en kommerciel stemme møntet på at hæve en lønningscheck. Derfor er musikken også gratis og online. Tjek deres nyeste video ud her:

Is satisfaction really enough?

Min veninde er blevet forlovet med en slægtning. Er du glad, spørger jeg hende. Ja, jeg er tilfreds, lyder hendes svar. Han er flink og bliver en god ægtemand, fortsætter hun. Jeg udkæmper en indre kamp og siger så; du har da altid proklameret at du ville være lykkelig og ikke affinde dig med mindre end det, men glad og tilfreds er for mig ikke det samme… Er det ikke, spørger hun, selvom jeg ved, at hun kender svaret. Jeg forsøger virkelig at forstå det. Hvis du er glad, så er jeg glad, siger jeg modstræbende.

Siden har jeg ikke kunne slippe følelsen af skiftevis at have ondt af hende og lyst til at ruske hende hårdt. Hun forlod den mand hun elskede, fordi han ikke havde penge nok til at fri og blive gift med hende. Efterfølgende erklærede hun, at hun nu ville fokusere på sin egen lykke og gøre alt for at finde den. Det er en måned siden.

Jeg er ikke blevet tvunget til noget, gentager hun, som prøver hun ikke kun at overbevise mig. Det er mit eget valg, min familie har bare stærkt anbefalet ham, forklarer hun. Samtidig med at jeg har ondt af hende, føler jeg mig også flov over at have ondt af hende, for hun har jo ikke bedt om min medfølelse, og ved at have ondt af hende negligere jeg på en måde hendes beslutning i stedet for at respektere den. Men det er så vanvittigt svært for mig at acceptere, at man må gifte sig med en, der kun gør en tilfreds.

Det er forkælet at tænke sådan, siger min anden veninde. Du kan kun tænke sådan og have ondt af hende, fordi du ikke kender til usikkerhed og vigtigheden af et social sikkerhedsnet. Du har brug for din familie, og du har brug for at have en mand og en familie inden du bliver 30, ellers finder du aldrig en, og hvem skal så hjælpe dig gennem livet. Hun har ret – her er ingen velfærdsstat. Jeg er helt sikkert forkælet som dansker, men jeg kan stadig ikke affinde mig med, at kærligheden skal tage til takke med ord som “tilfreds” og “flink”.

Oh happy-sticky summer time

Asfalt der giver sig let under ens fødder, en let klistret morgenkrop og en kronisk skinnende næse – sommeren er over os. Jeg elsker foråret i Alexandria, sommeren knap så meget. Selvom sommertid er mango tid, er det også chikane tid.

Jeg gik hjem fra arbejde i går, langs vandet (og hovedvejen), med Middelhavsvind i håret og tangduft i næsen (og bil-os i øjnene). En mand på min fars alder gik et par meter foran mig og rakte nærmest sin gamle Nokia ud mod mig, imens han gik. Nok var den gammel, men da nysgerrigheden til sidst overvandt mig og jeg måtte kigge, hvorfor han strittede med telefonen i min retning, fandt jeg at den bestemt havde farveskærm. Hvad der var på skærmen var dog mest hudfarvet og umiddelbart noget man kun burde kigge på hjemme i stuen, eller måske et andet sted, for det var på ingen måde stuerent! Jeg gik en bue udenom og hastede videre med min Mads og Monopolet podcast i ørene. Klamt!
Men hey det er også mango tid! Og is tid! Og varme sommeraftener tid! ! Hurra for det!

The moat of Europe

Åbenbart gider Europa ikke at involvere sig i at hjælpe de mange tusinde af flygtninge, der sælger alt de ejer for at trodse Middelhavet, og sætter sig i en overfyldt båd mod Europa. Europa vil ikke komme dem til undsætning, når de sidder i en lille båd midt på havet, forladt af menneskesmuglere og af alle andre for den sags skyld. Europa vil heller ikke hjælpe i deres hjemland som er ramt af krig eller anden ulykke. Ej heller vil Europa hjælpe dem i det land, de er flygtet til. Her i Egypten er der over 130.000 flygtninge alene fra Syrien. Ud over at jeg har flere kollegaer og venner fra Syrien, så møder jeg også flygtninge hver eneste dag på mit arbejde hos ngo’en Caritas. Caritas administrerer UNHCR’s (FN’s flygtninge kommision) indsats for at hjælpe de mange flygtninge her i landet – inden de rejser til Europa. Men budgettet er blevet beskåret drastigt siden sidste år. Europa vil nemlig heller ikke hjælpe de mange flygtninge her i de lande, der modtager flygtningene.

Min kloge ven Martin kaldte Middelhavet for Europas voldgrav, det synes jeg desværre er meget passende ovenpå de seneste dages mange historier om flere hundrede druknede bådflygtninge. Høj seasonen for bådflygtninge starter nu, hvor vejret er mildere. Det betyder for Caritas, at vores læger får frygteligt travlt med at tilse de mange fængslede, der har forsøgt at flygte i en båd, men er blevet taget af den egyptiske kystvagt. Det kan undre en, hvorfor Egypten, der ellers ikke umiddelbart klapper i hænderne over de mange flygtninge, gør så stor en indsats for at fange flygtninge, der ellers er på vej ud af landet. Men det er en anden sag. Der er så meget i politik og alliancer, som jeg ikke forstår. Mest af alt forstår jeg det ikke, når det skal koste menneske liv. Europa tag nu ansvar!

Window shopping

Den gamle dame hænger praktisk talt ud af vinduet i bygningen overfor mig. Eller i hvert fald gør det meste af hendes overkrop, bagpartiet må være tilpas robust til at opretholde ligevægt. Hun råber noget ned til en på gaden, som jeg ikke forstår. Hun hejser en ramponeret rød plastik kurv ned i et reb. Jeg følger den interesseret med øjnene fra min egen balkon, til mine øjne til sidst falder på en mand på gaden. Han står ved siden af en gammel træ kærer, der bugner af grøntsager. Den gamel dame råber igen; Kartofler! Men de skal være gode! De ER gode, råber manden tilbage til hende og holder et par kartofler op mod hende, selvom hendes gamle øjne næppe kan se så langt. Hvor meget, råber hun. 3 pund råber han. Nej, nej, nej, 2 pund, råber hun tilbage. Han råber noget uforståeligt tilbage, men samler så kartoflerne sammen og ligger dem op i kurven, så den gamle dame kan hejse dem op på sjette.

Jeg vågnede febrilsk, da jeg hørte metal klokken ringe et sted ikke langt væk. Lyden minder om Hjemmeis, så måske er det et barndoms levn, at reagere hurtigt, når klokken ringer. Jeg sprang ud af senge, tøj på hurtigt-hutigt, futter på, døren op, tre trin af gangen ned af trapperne, imens jeg samler håret i nakken med en gammel elastik. Jeg flår porten fra opgangen op og løber nærmest lige ind i den gamle blå malede trævogn med klokken. Manden med vognen griner. Rolig, rolig, siger han og smiler. Jeg skal have for 3 pund siger jeg og hiver efter vejret. Han stikker den store ske ned i den enorme mærkelig runde gryde og fylder tre små plastikposer til mig. Jeg går glad op af trappen, denne gang i et mere roligt tempo. Der er nu ikke noget som bønnemos til morgenmad! Især når man netop kun kan få det når manden med klokken er i området!

The attraction of young blood

Ingen kvaler – telefonselskabet betaler! Den sidste uge har jeg dagligt lånt 3 kroners mobilkredit, gennem en sms funktion, så jeg slap for at gå ned og købe kredit til mobilen. Jeg elsker den funktion! Det er noget af en tiltro, et ellers til tider mistænksomt folkefærd, ligger for dagen. Når jeg senere indbetaler penge, bliver det lånte beløb automatisk trukket fra. Skide smart!

Jeg væmmes ved Egypternes trang til at se blod. En ung kvinde blev kørt ned på Alexandrias hovedgade, da jeg slentrede hjem fra arbejde i går. Det er egentlig ikke spektakulært, men sker desværre tit, alligevel løb ægtepar, gamle mænd, venner og veninder til. Ikke for at hjælpe, for der var allerede en hel klump samlet om den unge kvinde, men for at se, hvad der skete. Jeg tænkte det var trist og usmageligt, og skyndte mig i stedet hjem og spiste ris og mælke dessert. Måske det i virkeligheden var lige så usmageligt..

Mit arbejde keder mig. I sidste uge havde jeg (læs: Rapolitics) besøg af 32 danske højskole elever, der skulle hjælpe rapperne (inklusiv min kæreste), som jeg arbejder sammen med, med at fikse deres nye studie. Det var vanvittigt stressende og jeg knap spiste og sov hele ugen (eller havde tid til at købe mobil kredit). Men hold nu kæft, hvor var det fedt! Jeg elsker, elsker, elsker at arbejde med unge! Det er så vanvittigt inspirerende og der opstår så god energi. Hvilket står i larmende kontrast til mit fundraising job, hvor jeg sidder, hver eneste dag, bag et skrivebord og formulerer mulige projekter, der, måske engang ud i fremtiden, bliver til virkelighed. Men næppe med mig ved roret.

Jeg savner at arbejde projekt orienteret. Jeg må jo nok erkende, at jeg egner mig bedre til arbejde, hvor der er knald på og sker en masse og intet står stille for en stund. I stedet for lange fastansættelser, hvor tiden nærmest kun står stille…

The inspiring Kleenex woman

Foran min lokale købmand sidder en kvinde på min mors alder og sælger kleenex for 1 kr. Når jeg tager på arbejde sidder hun alene. Når jeg kommer hjem (efter egyptisk skoletid), sidder hendes to små sønner på hver sin side af hende. Ind imellem Kleenex salget, hjælper hun dem med lektierne. I dag læste hun højt af en bog, imens de to ivrigt noterede i deres krøllede notesbøger. Selvom det på mange måder er trist, at en kvinde der kan læse og skrive sidder og sælger Kleenex, så gør det mig simpelthen også så glad, hver gang jeg går forbi. Det er så modigt og sejt og livsbekræftende, at en kvinde, der kæmper for at overleve, stadig insisterer på at hjælpe sine sønner med lektierne.

Ud over at jeg oprigtigt beundrer de Egyptiske kvinder, og deres styrke. Så beundrer jeg generelt egypterne for deres uselviskhed. Det er lige fra når min kæreste tager med sin ven til lægen, så han ikke skal være alene, når han nu er syg. Til når min veninde har købt tre brød, fordi hun er død sulten, men ender med at insistere på, at min ven og jeg spiser et brød hver. Det er bedre, at tre maver er lidt sultne, end at en er mæt og to er tomme. Det er da egentlig en meget fin tanke…

Elevating ‘freedom’ without doors

Min dags højdepunkt er 2 minutter i en elevator. Sådan har det nu været hver dag i 3 uger. I virkeligheden er det ikke 2 sammenhængende minutter, men afbrudt hver gang den dørløse elevator glider forbi en etage og elevatorens gæster udstilles for etagens beboere. Det er mit eneste helle. Mit eneste fristed og det eneste sted, hvor jeg kan føle et andet menneskes nærvær og bare for afbrudte 2 minutter, ikke føle mig fysisk ensom.

Det gør noget ved et menneske at miste fysisk kontakt. Især et fysisk dansk menneske som mig, der er vandt til at kramme sig igennem dagen. I Egypten hylder man ikke offentlig fysisk kontakt, tværtimod. Derfor er min kæreste og jeg, så længe jeg er boligløs og derfor bor på hotel, begrænset til fysisk kontakt i den dørløse elevator. Det er chokerende, hvor meget et kram og et kys betyder. Nogle aftener har jeg lyst til at tage tidligt hjem til hotellet og skilles med min kæreste før tid, alene fordi jeg ikke kan vente med at kysse og kramme.

Jeg læste en artikel i Information den anden dag, hvor en person, hvem jeg ikke husker navnet på, beskrev mennesket som havende et tomrum i brystet. Et tomrum, som kun kan fyldes af fysisk kontakt med den person man elsker. Jeg begynder at forstå, hvad han mente.

For hver en etage vi passere og dermed et kram, føler jeg, at jeg langsomt fyldes indefra brystet, som et batteri der langsomt lades op.

Only police sirens fills the streets of Alex, so far…

Jeg sov til over middag, for igen billarm vækkede mig. Spørgsmålet er, om det er stilhed før stormen, eller folket simpelthen har givet op. Sjældent har Alexandrias gader været så øde. I går blev en ung kvinde skudt på Tahrir pladsen under en fredelig demonstration, hvor hun kom med blomster for at mindes de døde i revolutionens navn. Nu er hun selv et navn på den liste. I dag er 4 års dagen for den egyptiske revolution.

Togareya cafe summede i går aftes. Telefoner ringede, stemmer blev hævet og suk udstødt højlydt. Imens vi rørte sukkeret ud i vores mørke te, gik en mand fra bord til bord og fortalte om den unge kvindes død. Hun var fra Alexandria. Havde leget med min kammerarts søster som barn.

En stemning af håbløshed hænger tungt i luften. Så meget er de gået igennem egypterne, og så lidt er der alligevel sket. Regimet er tilbage. Revolutionen er historie. 11 politibiler er lige kørt forbi mit vindue. Gaderne er øde i dag.

Jeg er endnu engang indespærret i en fremmed lejlighed. Det er halvandet år siden sidst. Denne gang er jeg nået frem til Alexandria og sidder derfor på mit nøgne hotelværelse med udsigt til downtown. Gaderne er øde og jeg bestiller take-away, så jeg kan blive i min celle. Gaderne er tomme, så hvorfor gå nogen steder alligevel..

Exchanging malian rap for danish christmas “hygge”

Først fik jeg ikke taget mig sammen, så fik jeg malaria, så fik jeg ferie for derefter at få et job i Mali og få vanvittigt travlt (nå jo og så havde vi jo Ebola, for en stund). ”Driving home for christmas”, ja lige med undtagelse af at det er ”flying home” som de tusindevis af andre europæere, der sværmer rundt i Lissabon lufthavn. Tykke frakker, store gave sække og blinkende juletræer, forsøger at minde mig om, at det faktisk er jul. Det startede dog i går da julestemningen langsomt sneg sig ind, da jeg vågnede til ”do they know its christmas”, fra en kollegas radio, for senere på dagen at tage et smut forbi den danske ambassade til en jule Faxe og brunkager.

Julestemningen har været erstattet af hiphop stemning de sidste 8 uger, for mit vedkommende. Når bassen pumper og en gruppe unge mænd står i skæret fra en enlig elpærer omringet af insekter, aften efter aften, for at skrive rap tekster og øve deres flow, ja så er det at alting pludselig giver mening for mig. Så forstår jeg hvorfor jeg rejste fra min kæreste i Egypten, hvorfor jeg ikke sidder med om aftensmads bordet i kolle og hvorfor det kan tælles på ikke meget mere end en hånd, hvor mange dage jeg har tilbragt med mine forældre det sidste år. Jeg er i Mali, fordi det giver mening, fordi det giver håb og fordi lyset i de her unge mænds øjne lige nu er så stærkt at jeg tror på at det får svært ved at brænde ud.

I min tasker ligger en boks, en boks med 10 cd’er. På den er der 10 unge rap grupper, fra central Mali, der har indspillet en sang hver. Det er alle sammen sange der promovere fred, tager afstand til væbnet vold og fortæller om konsekvenserne ved at have våben i nærmiljøet. En enkelt af grupperne af endda indspillet med en af Mali’s rap hotshots – Tal-B Halala.

Nu er det jul. Jeg mærker stadig støvet brændt fast i huden, føler stadig at mit ID-kort hænger i min buksekant og taktfast slår ind mod min hofte når jeg går, høre stadig omkvædet for den unge rapper Gatta Konte, for mit indre ører ”vær sød ikke at slå ihjel, vi vil ikke have krig men fred” rapper han med laidback stil og guld om halsen. Men det er jul nu og Mali er allerede fortid. Snart vil den fedtede smag af æbleskiver flytte ind i min mund, ”det er jul det er cool” vil køre på repeat i mit eget lille jule kartotek, i hovedet og min næse vil være kold og rød. Og det er ok, for jeg elsker jul og jeg elsker at være på vej hjem til Danmark, og at min kæreste gør mig selskab i morgen. Og selvom det virker fjernt så jo – I know its christmas, og jeg kan næsten ikke vente…